“Donnerbüchsen” er en uofficiel, men meget kendt betegnelse for en type tyske personvogne, som blev brugt i mellemkrigstiden og under Anden Verdenskrig. Navnet “Donnerbüchse” betyder direkte oversat “tordenvogn” eller “tordentønde” – en reference til den høje støj, som disse vogne lavede, især da de var konstrueret med stålkasser, hvilket skabte en rungende, metallisk lyd under kørsel.
Donnerbüchsen-vognene blev udviklet af Deutsche Reichsbahn i 1920’erne som en del af en større modernisering og standardisering af personvognsmateriellet. Før dette var mange vogne stadig bygget i træ. De nye vogne blev derfor betragtet som moderne og robuste, selv om de senere blev kendt for deres larmende komfort.
Byggeperiode: Ca. 1921–1930.
Materiale: Stålkonstruktion (hovedsageligt nittet), i modsætning til tidligere trævogne.
Indretning: Simpel, ofte 3. klasse med bænkesæder, men også 2. og 3. klasse kombinationer forekom.
Døre: Typisk fire sideindgange, en i hvert hjørne af vognen.
Boggier: De første udgaver havde to aksler, senere versioner kunne have boggier.
Opvarmning og belysning: Dampvarme og elektrisk belysning (en forbedring i forhold til tidligere gaslamper).
Lydniveau: Meget høj indvendig støj under kørsel – deraf navnet.
Donnerbüchsen blev brugt i store dele af Tyskland og på tværs af Europa, både i fredstid og under krig. Under Anden Verdenskrig blev de også anvendt til militær transport og som evakueringstog.
Efter krigen blev mange vogne overtaget og brugt videre, både i Øst- og Vesttyskland (Deutsche Reichsbahn i DDR og Deutsche Bundesbahn i Vesttyskland), og nogle blev ombygget til tjenestevogne eller specialformål.
I dag er mange Donnerbüchsen-vogne bevaret som museumsrullende materiel. De ses ofte i veterantog i Tyskland og nogle gange også i nabolande, inklusive Danmark, hvor enkelte er bevaret og restaureret.